mandag den 3. december 2012

Advent

Så er vi gået ind i adventstiden. En tid med forberedelse, venten og længsel.
Jeg værdsætter virkelig den variation, kirkeåret skaber i kalenderåret. At vi veksler mellem faste og fest, skaber en bevidsthed om hvad vi har og hvad vi kan se frem til. Det giver os mulighed for at glæde os. Både til og over. Fasten giver plads til festen.
Herhjemme har vi lavet juledekorationer og bundet adventskrans. Så vi kan tælle ned til jul. Resten af pynten gemmer vi, til det faktisk bliver jul. Den står på fastemad og forberedelse, så vi rigtig kan nyde den gode julemad og alle julelækkerierne, når den tid kommer. Selvom weekenden dog også stod på æbleskiver og gløgg i Brugsen, juletræstænding på pladsen og andespil i forsamlingshuset. Og dejligt besøg af Emil. Det skal der også være plads til i december. I næste uge skal Storm til julefrokost i børnehaven, og vi skal alle til Luciaoptog på skolen.
Og sneen er også kommet til Anholt!




Kransen symboliserer kirkeåret. Det første lys Esajas og profeterne, som forudsagde Kristus, det andet Biblen, det tredje Jomfru Maria og det fjerde Johannes Døberen, som kaldte Jesus verdens lys. I katolsk tradition sætter man også et lys i midten af kransen, symboliserende Kristus, som først tændes juleaften.

Storm har også lavet juledekoration.

Lidt inspiration til den kommende tid.

Juletræet er tændt.

Storm i sneen, som han lige skulle finde ud af. Til at starte med ville han ikke gå i sneen, fordi den sad fast på hans støvler... Han er dog ved at komme sig over det.

2 kommentarer:

  1. Fine fotos! Hvornår mon den lille nye har tænkt at ankomme! Tænker på jer! Glædelig advent. Grethe

    SvarSlet
  2. Også her er der pyntet til Advent, mens vi tæller ned til julen. Lilla er den gennemgående farve - det hvide, røde og gyldne gemmer vi! Fortsat god forberedelsestid - som for jer jo er dobbelt!

    SvarSlet